Back 

Gøgeurten i den dejlige skov, og det forfærdelige som skete

 

For en uge siden cyklede jeg i skoven, fordi jeg havde lyst til at finde en gøgeurt. Min fornemmelse for virkelig at finde én, boblede stærkt i min mave. Jeg parkerede min cykel og tog min kurv og gik lidt hen ad en sti og hoppede over en bæk.

Kun få hop væk fra min cykel, fik jeg øje på et pragteksemplar. Den stod og slikkede eftermidagssol. Jeg bliver svimlende glad og begejstret, når heldet er med mig. Jeg talte ni andre i nærheden, men de var alle mere eller mindre visne. Mens jeg dvælede, og lod mig betage af denne sarte skønhed, hørte jeg et rådyr som hostede. Jeg blev nysgerrig, og fik lyst til at gå længere ind i skoven.

Et låg af fuglesang vibrerede over mit hoved. Mit glade skovhumør fløjtede mig eventyrlysten videre gennem det høje græs. Ned under nyudsprungne løvgrene og dybere ind i det vilde. Forbi store varme graner med forførende dufte. Jorden under mig var kølig og fugtig, selv efter en uges majsol. Jeg fulgte en stime af rådyrspor. Nogle spor var næsten skræmmende store. De var trykket dybt ned i mudderet af stærke voksne hanner. Andre var bitte små.

Pludselig befandt jeg mig i en lysning. Små og store bøgetræer kransede neongrønt om pladsen. Jeg sukkede dybt og tænkte: " Her bliver jeg". Jeg stillede min kurv i græsset og snuste lidt rundt. Hindbærblade og babyege, uhm.. Stubbe hist og pist og forunderlige dufte og slet ingen vind. Min højre arm drillede en hindbærgren, og dens blade stak mig lidt. Hundredvis af små frø dryssede ned over mig. Der var også mange på mine ben og nede på mine ankler. De var mindre end birkes. "Det er skønt at være ét med skoven", tænkte jeg.

Til min store forskrækkelse opdagede jeg, at de små prikker bevægede sig opad. Flåter! Jeg måtte samle mig, for ikke at besvime. Jeg prøvede at puste til de kryb, som kravlede på mine hænder, min de klistrede sig fast til huden. Jeg hastede hen til min kurv, i vild panik, og løb tilbage til cyklen mens mit hjerte var ved at kvæle min strube. Da jeg mærkede afføringen presse på, forstod jeg sagens alvor. Det kunne ikke hjælpe at skrige eller græde, for der var ikke andre mennesker i skoven. Jeg stillede mig på vejen, og prøvede at få kontakt til min overlevelsesvilje. Ånd ind, pust ud. Ånd ind, pust ud. Jeg hedder Conny.. Med en lille sten, kunne jeg skrabe de flåter af fingrene, som jeg plukkede fra min krop. En efter en. Mine lysende turkise velourknickers var oversåede med sorte prikker. Jeg smed bukserne. Men, mange havde allerede boret sig gennem det bløde stof, og kravlede nu på mine lår. Flåterne kunne godt forveksles med mørke fregner, som jeg har i alle størrelser. Jeg smed også soltoppen. Der var flåter på min mave og på mine overarme.

Midt i kampen for mit liv, ringede min mobiltelefon. Det var min far. Han var blevet bekymret, for jeg havde jo sagt, at jeg bare ville cykle en lille tur. "Kom hjem straks!", sagde han forfærdet. Men det kunne jeg ikke, fordi jeg var bange for, at nogen af dyrene skulle kravle ind i min tissekone. Så jeg fortsatte med at plukke flåter, og skrabe dem af fingrene med en lille sten. Det blev efterhånden småaften i skoven, og der var ingen vej udenom at iføre mig mit flåtbefængte tøj, og sætte mig på cyklen.

Hjemme ventede min far urolig. Han er gammel snedker. Han har sit værktøj i orden, og han kunne ikke helt skjule sin begejstring, for sin store hjemmelavede flåt-fjerner-tang. KLIK, KLIK. Han bedyrede hvor effektivt den virker. . Jeg måtte smide tøjet. Først nægtede jeg, men alternativet var værre. Så der stod jeg, 46 år, splitterravende nøgen, foran min gamle far, som tog et stykke af mit lår, hver gang han tog en flåt. Han fik også et par fregner, og da han nappede i min armhule, græd jeg.

Jeg ved godt, at jeg har været ufornuftig og uforsigtig, og at jeg kunne havde undgået alle de pinsler. Men skove er så forunderlige og magiske, og virker tryllebindende på mig. Nu er jeg her igen, otte dage efter. Skove er også foranderlige, konstaterer jeg. Alle gøgeurterne er visnet bort. Jeg er faldet lidt ned og har husket, at jeg kun er et menneske og ikke noget rådyr. Derfor har jeg taget gummistøvler på, og pakket mig ind i bukser og en jakke som er lynet. Den forhåbentlig sidste flåt, nappede jeg mellem to tæer, her til morgen.

                                                       Skoven er dejlig.   

 

Back